29. mar. 2009
Endelig en weekend, hvor vi havde mulighed for at slappe lidt af i familiens skød, uden at vi skulle til det ene eller det andet. Ikke fordi vi har problemer med at skulle en masse med en masse mennesker, men når vi nu har været ude hver eneste weekend i de seneste uger, og også et par hverdage derudover, jamen så er det rigtig dejligt at kunne slappe lidt af derhjemme, og ikke lave noget som helst.

Ha...

Lørdag besluttede vi os for en tur til Sverige, og Lillan var vild med det at sejle, og med at kigge ud på vandet fra dækket. Formålet med turen, var at kigge efter et muligt sted at placere en campingvogn for sommeren. Vi har stadig ikke købt nogen vogn, men er stadig lidt tændt på ideen.

Vi kiggede os lidt omkring, men fandt ikke lige det vi søgte. Til gengæld fik vi købt ind til den helt store guldmedalje. Sverige er godt nok billigt i forhold til Danmark.

Vi skal nok derover og kigge en gang mere inden for længe. Næste gang søger vi så ikke nord for Helsingborg (vi var oppe omkring Kullen), men kigger sydpå mod Landskrona.

Søndagen har vi så brugt i haven, og med at få stablet al det brænde vi skal fyre af i næste sæson. Puha det er hårdt. Lillan valgte at falde i søvn i et af de tomme brændebure. Mens far læssede af, sad Lillan og sang "Min kat den danser tango", og selv om far godt lagde mærke til at hastigheden faldt stille og roligt, som en båndoptager, der løber tør for strøm, så var det først da det blev stille, at han lagde mærke til at hun sov. Da var klokken fem om eftermiddagen, så hun blev lagt i seng for natten, selv om det betyder at vi skal meget tidligt op i morgen når hun er udhvilet.