15. aug. 2009
Så oprandt dagen, hvor Valentin tog sine første skridt ved egen kraft uden at holde fast i noget. I tirsdags begav han sig ud på en vandring på tre skridt hen til mor uden at holde, og senere samme aften, gik han flere af den slags ture mellem mor og far.

I ugens løb er han blevet mere modig, men han mangler stadig lidt stabilitet. Vi satser på at vi her i ferien, kan få tid til at lege så meget med ham, at han vil gå meget mere, når han skal tilbage i vuggestuen om en lille uges tid.

Så kort var indlægget denne gang, men det forrige var til gengæld meget længere




10. aug. 2009




















Efterhånden er det længe siden vi har haft lidt tid i overskud til at slappe helt af, så da Mikaels forældre sagde at de tog til sommerhuset i Lalandia, gjorde vi alt hvad vi kunne, for at slippe lidt væk. Heldigvis kunne vi slippe for vagttelefonen, hvilket var det eneste helt store krav til at vi kunne tage derned. Ingen af os gad rigtig være afsted, hvis vi skulle "lænkes" til en telefonpasning og en computer. Heldigvis ville Pernille gerne tage den (Tak for det P.), så vi besluttede os for at tage afsted.

Oveni det, besluttede chefen, at det med det varme vejr i vente for fredag ikke var tjenstligt at komme til kontoret, så vi fik en hjemmearbejdsdag i stedet. Det gav os mulighed for at disponere, så vi kunne tilrettelægge bedst muligt, samtidig med at vi sparede 2 timers transport.

Magnus ringede torsdag, og spurgte Lillan, om hun ville med til Lalandia, og han blev meget glad, da han hørte at det ville hun gerne. Så glad at morbror Mikael og tante Barbara også gerne måtte komme med :-)

Fredag blev så en lang dag, hvor vi efter ankomsten lige slappede lidt af ovenpå køreturen inden vi smuttede over i legelandet mens farmor lavede mad. Efter maden tog vi tilbage til centeret, hvor der var børnekaraoke, og Magnus gav et nummer fra et af de første MGP shows (kickflipper). Hvor andre deltagere havde mumlet meget af teksterne, ikke kunnet dem, eller havde haft deres mor med oppe, så trykkede Magnus den af, med sang og tilhørende dans. Det var ikke alene flot, men gav også aftenens til da største bifald fra alle publikummerne. Efter sin optræden, fik han flere komplimenter, fra fremmede, der lige måtte sige "godt gået". Da vi endelig kom tilbage til huset, var klokken næsten ti, og så var der et par børn, der var blevet trætte.

Lørdag var det så tid at tage i badeland. På vej derover, valgte Valentin at lægge sig til at sove i klapvognen, men han blev alligevel vækket,og selv om han var en smule knotten i starten, så blev han alligevel meget begejstret for vandet, og boltrede sig voldsomt, og ville ikke umiddelbart op igen da vi var færdige. Lillan plaskede rundt i det store bassin med far også selv om han havde glemt svømmevingerne i bilen, og hun drønede i de store rutchebaner med farfar.

Senere på dagen blev der tid til lidt minigolf, som Lillan kastede sig ud i med stor iver. Selv om hun ikke umiddelbart forstod konceptet i spillet, eller konkurrencemomentet i det, så morede hun sig strålende.

Søndag var der igen tid til en vandlandstur, hvor Lillan iført svømmevinger ikke var til at styre i vandet. Hun svømmede løs, og kunne også svømme uden at nogen holdt hende. Efter frokost pakkede vi vores ting, inden vi allesammen tog til Maribo, for at køre med veterantog på museumsbanen mellem Maribo og bandholm. Under et stop, blev der tid til at tage billeder af børnene oppe i lokomotivet, men det var alligevel for meget for Lillan. magnus og Tobias ville dog gerne stille op.

Da vi kom tilbage til Maribo, sagde vi farvel til farmor, farfar, Magnus og Tobias, for de skulle tilbage til Lalandia, mens vi andre kørte hjem efter en dejlig weekend.


7. aug. 2009
Så kom dagen endelig, hvor Lillan kunne fejre at hun var blevet 3 år.

Dagen startede med morgenvækning i sengen, og fødselsdagssang af far, mor og Valentin, efterfulgt af en dejlig familiemorgenmad, inden far kørte Valentin til vuggestue, og selv kørte på arbejde.

Senere kørte mor og Lillan over på månestuen til morgensamling, hvor Lillan kunne uddele frugt og mors hjemmebagte blåbærboller. Der blev sunget fødselsdagssange igen, og der var 3 flag i vasen på bordet, og det lille lokomotiv, bar et lys formet som et tretal. Lillan fik så lov til at lege med sine legekammerater, mens mor købte ind.

Da mor kom tilbage, var det kun Lillan, der skulle hentes. Hun skulle med hjem og hjælpe mor med at lave mad og lagkage til alle gæsterne, der kom sidst på eftermidddagen.

Da far kom hjem med Valentin, havde de også fætter Magnus med, og så skulle der leges.

Lidt senere kom også Fætter Tobias, som havde sin mor og Lulu med, og farmor og farfar, og Silja og Jonas. Der blev så pakket gaver ud, leget hygget på terrassen, inden farfar og Faster Heidi kom med en fælles gave fra dem allesammen: En ny cykel, med støttehjul, og de samme prinsessemotiver som på den nye madkasse. Heldigvis havde far og mor allerede for længe siden købt en cykelhjelm, så det nye vidunder kunne tages i brug med det samme. Først kunne Lillan ikke noget som helst, men på mindre end fem minutter, cyklede hun lystigt rundt på terrassen, og manøvrerede fint rundt mellem stole, bord, hus og sandkasse.

Til aftensmaden havde Lillan bestemt at vi skulle have pizza, og heldigvis er mor jo verdensmester i at lave sådan nogle, så det blev bare lækkert.

Dagen efter kom der endnu en gave. Denne gang fra Bedstemor og Bedstefar. Det var en rigtig lækker taske/rygsæk, og selv om Lillan gerne vil have den med i børnehaven, så siger mor og far alligevel nej. Noget med at den kan blive ødelagt af alle de andre børn. Men de par gange vi efterfølgende har været ude, så har den været med, og indeholdt legetøj, og derhjemme indgår den også med mellemrum i en eller anden form for leg, så den er hun også blevet rigtig glad for